Det var under Christian II at de hollandske bønder kom til Amager.

Christian II blev født på Nyborg Slot den 1. juli 1481. Som 6-årig blev han hyldet som tronfølger i Danmark, og han besteg tronen som konge over Danmark og Norge i 1513.

Christian II foranledigede, at 184 hollændere indvandrede til Danmark og fik tildelt hele øen Amager med undtagelse af Dragør. Øen Saltholm fik de også.

Hvornår hollændere ankom vides ikke præcist. Godsejeren og historikeren Arild Huitfeldt (1546 - 1609) skrev i sin Danmarks Riges Krønike blandt andet følgende om indvandringen:

"1515 lod Kongen forhandle udi Vaterlandene udi Holland, at hid skulde indkomme nogle Hollændere at bo, hvilket han tilsagde i stor Frihed, og Foraaret 1516 kom nogle herind, hvilke han gav en By på Amager at bo på, kaldet Hollænderbyen, hvortil Dronningen meget hjalp, fordi det Folk særlige ved at omgaas Smør, Ost, Rødder, Løg, Hauger at anrette og Vildgaasefang, hvilket var Gavn for København By".

Christian II har allerede i 1515 tilkaldt nogle hollændere. Hvor mange vides ikke. Indvandringen anses først som afsluttet i 1521, hvor et kongeligt privilegiebrev fastsætter de hollandske indvandreres rettigheder og pligter.

Kongens Amagere kaldtes de. Og med rette. Hollænderne fik skattefrihed, ret til at bruge og beholde øen Amager som ejendom, og deres eget retsvæsen. De danske Amagerbønder måtte forlade øen - hvorhen vides ikke med sikkerhed.

Privilegierne.

Det første privilegiebrev som de hollandske indvandrere fik, var udstedt af Kong Chr. II og Dronning Elisabeth med samtykke fra Rigsrådet. Året var 1521.

De danske fæstebønder, som indtil dette tidspunkt havde levet på Amager, måtte flytte. De har næppe fundet det særlig retfærdigt, at de med kongelig magt skulle forflyttes til andre egne. Men sådan blev det - De hollandske indvandrere fik af Chr II uindskrænket ret til hele øen Amager med Saltholm. Den eneste undtagelse var Kronens fiskerleje og fire gårde i Dragør.

De rettigheder som hollænderne fik var meget betydelige. Her er nogle af de vigtigste:

- Jorden kunne de dele imellem sig, sælge eller lade den gå i arv efter hollandsk skik.

- Ret til at have egen jurisdiktion (retsvæsen).

- Fritagelse for hoveri, tiende og landgilde. Blot skulle de betale en vis årlig sum og yde Kronen tjenester i krisetilfælde.

Ikke så sært at de danske fæstebønder rasede. Hollandske indvandrere, som fik det hele foræret af Kongen! - og tilmed slap billigere i skat.

Der gik et par gode år, så fik indvandrerne problemer. Efter at Chr II, Dronning Elisabeth og Mor Sigbritt var flygtet, blev der stillet krav om, at hollænderne skulle sendes hjem. Året var 1523. Så galt gik det dog ikke. De hollændere, der havde bosat sig på Amager, fik lov at blive. Men hvor de tidligere havde haft rigeligt med plads, fik de nu kun Saltholm - tilmed i fællesskab med de danske amagere. Derudover beholdt de den sydlige del af Amager. Der kunne de bo i "Grote Magle bii" - Hollænderbyen.

De danske fæstebønder, som hårdhændet var blevet tvangsforflyttet, kunne vende tilbage til deres gårde.

Grøntsager til Kongen.

Der skulle gå mere end 20 år, før de hollandske bønder fik stadfæstet deres rettigheder. I den periode havde de via deres produkters kvalitet, moderne driftsmetoder, flid og nøjsomhed gjort sig uundværlige.

I 1547 udfærdigede Chr. III et brev, hvor han anerkendte hollændernes særstatus. Brevet gav hollænderne ret til at bygge og bo i Store Magleby.

Det fremgår også af brevet, at hollænderne skulle levere til "Slottet København så mange Rødder og Løg, som behov gøres til Udspisning". Hollændernes produkter var af en sådan kvalitet, at kongen ville være sikker på at få sin del. Amager havde gennem de hollandske bønder udviklet sig til "Københavns Spisekammer", og den status blev bevaret de næste mange hundrede år.

Det var ikke mindst hollænderkvinder, der fra indvandringens start og helt frem til vore dage sikrede de hollandske bønder en særstilling blandt bønder. De deltog aktivt i det daglige arbejde, og samtidig var det kvinderne, der solgte varerne på Københavns torve.

En lang velstandsperiode var startet. En velstand, som byggede på en høj grad af selvfølelse og en selvvalgt isolation fra det øvrige samfund.

De hollandske indvandrere var, som nævnt, blandt andet kommet til Danmark for at levere grøntsager til hoffet. Langt op i tiden har de hollandske amageres produkter været de danske bønders overlegne i kvalitet.

Hollænderne dyrkede grøntsager og urter: Hvidkål, rødkål, ærter, roer, løg, gulerødder, salat, spinat, selleri, persille, pastinakker, kartofler, timian m. m. Hertil kom kornsorter som rug og hvede. Samtidig slog hollænderne sig på produktion af smør, ost og æg. Også disse produkter var de danske bønders overlegne i kvalitet. De hollandske bønder trivedes og deres minisamfund blev en mønsterkommune. Præcist som Chr. II havde tænkt.

Bylauget.

Sammenholdt mellem hollænderne var været usædvanlig stærkt. Som følge af deres privilegerede status og særegne kulturelle baggrund, valgte de at leve for sig selv. Stræbte ikke mod at blande sig med andre.

Sådan gik det i 300 år. Men efterhånden ændrede det danske samfund sig, og hollændernes selvstyre blev afløst af et byforstanderskab og et sogneråd, og deres retsvæsen afløst af en birkedommer.

Fællesskabet var fortsat en afgørende faktor blandt hollænderne. For at bevare deres selvstændighed dannedes i 1871 Store Magleby Bylaug. Bylauget var en fortsættelse af det gamle bystyre, men med indskrænket kompetence. Lauget havde intet med kommunale anliggender at gøre. Laugets funktion var et ejendomsfællesskab, som kun gårdejere kunne være medlem af. Kun ejendomme opført før 1910 og med mindst 1 skæppe hartkorn har i dag rettigheder.

Bylauget varetog hartkornsejernes fællesrettigheder; retten til fælleden, ålefiskeriet, ejendomsretten til kirken, præstegården og møllen m. v. Bylaugets indtægter blev administreret af en bestyrelse, der også uddelegerede forpligtelserne, som blandt andet var: Kørsel af materialer til veje, pligtkørsel for hoffet ved kongejagter, kørsel med læge og jordemoder, fordeling af græstørv og udvisningsbrænde. Bylauget eksisterer den dag i dag, men laugets virkeområde er indskrænket betydeligt.

Hollændernes varemærke har langt op i tiden været grøntsager. Deres flid og dygtighed har haft stor indflydelse på havebrugets udvikling i Danmark og er blevet sidestillet med de fremskridt, der fandt sted under påvirkning fra klostre og herregårdshaver.

På torvene i København afsattes produkterne. Her kunne man tydeligt se, hvor Kongens Amagere udbød deres varer. Kvinderne tog sig af salget, og de skilte sig ud fra de øvrige med deres torvedragt, som bestod af et stort skørt og liv, et blåt forklæde og en solhat.

Også i nutiden.

Det var historien om hollænderbyen og dens mennesker. En anderledes historie om en gruppe udlændige, som på kongeligt initiativ flyttede fra Waterland til Danmark. De fik en privilegeret tilværelse, og opretholdt en isoleret tilværelse med deres eget sprog, retsvæsen og kirke i mere end 300 år, før de langsomt, omend nødtvungen bevægede sig ud af deres selvvalgte isolation.

Også i dag findes en række træk, som kan føres tilbage til de hollandske indvandrere. Selvom der er gået over 480 år, er der stadig en bevidsthed blandt de mennesker, der nedstammer fra indvandrerne. En bevidsthed, som bunder i stolthed, men som kan opfattes som arrogance. Har man ikke sin slægtstavle i orden, bliver man aldrig "En af voere", som man siger herude. "En af voere" er en person af hollandsk afstamning.

De hollandske indvandrere havde næse for penge. Deres velstand byggede på flid og sparsommelighed og et fællesskab, der gjorde dem stærke. Også i nutiden er der en tendens til, at de personer, som nedstammer fra hollænderne "har penge på kistebunden".

Fællesskabet er her stadig. Ikke kun gennem den årlige fastelavnsridning, foreningen Vennekredsen eller Bylauget, men gennem en indgroet bevidsthed om, at gennem århundreder har hollænderne stået sammen. Fornavne som Grith, Marchen, Leise, Leisbeth, Neel, Aght, Tejs, Theis, Cornelius, Dirch, Crilles, Claes, Jan og Geert er overrepræsenteret i forhold til indbyggertallet. Ligeledes lever de gamle hollandske efternavne videre i bedste velgående: Wybrandt, Zibrandtsen, Isbrandtsen, Villumsen, Raagard, Tønnesen, Jansen, Bacher og Schmidt.

Byglauget, Vennekredsen, navnetraditioner, fællesskabet og bevidstheden. Efter 480 år er det stadig noget særligt at være "hollænder" på Amager.

I landbrugets blad "Landsbladet", kunne man i 1995 læse følgende:

"Det er karakteristisk for hollænderne, at hele familien arbejder med. Det ser ud til at de arbejder mange timer i døgnet.....De har jo ingen omgangskreds og fritidsinteresser og er meget idealistiske, fordi drømmen om egen gård er gået i opfyldelse".