Frivillig på Museum Amager? Hør om mulighederne på det kommende sensommerseminar

Tilmelding er åben

Det frivillige engagement er afgørende for mange kulturinstitutioner i Danmark. Det gælder også for Museum Amager, som har frivillige tilknyttet de forskellige udstillingssteder. På Amagermuseet passer de frivillige f.eks. nyttehaven og deltager i de levendegørelsesaktiviteter, som hvert år tiltrækker mange gæster i sommerferien, efterårsferien og i december. På Danmarks Lodsmuseum er frivilliggruppen også et stort aktiv. Det er frivillige, som passer bygningen og formidler lodshistorie til museumsgæsterne, mens Dragør Museum har aktier i Elisabethlavet og i det nystartede Mølsted Lav. Der er med andre ord brug for mange frivillige, og der er nok af spændende opgaver at kaste sig over for alle med kulturhistorisk interesse. Fællesskab, læring og udvikling er kodeord. Det er ”sjov og ballade” også!

For at inspirere de mange nuværende frivillige og for at motivere nye til at melde sig afholder Museum Amager et todages seminar i samarbejde med FrivillighedsAkademiet. Det er et vestjysk museumsprojekt, der med støtte fra Kulturministeriet, medvirker til at opkvalificere de mange ildsjæle, der ønsker at medvirke til at bevare den lokale og nationale kulturarv. Akademileder Per Lunde Lauridsen har tilrettelagt seminaret. Programmet omhandler især samarbejde omkring museets kerneområder og formidlingens kunst.

Seminaret vil blive afholdt torsdag 31. august og fredag 1.september 9-16. Alle interesserede kan deltage. Det er gratis. Tilmelding: info(at)museumamager.dk.

Se programmet her.

 

 

En frivillig i gang med at demonstrere den gamle æblepresse, mens han fortæller om, hvordan børn i gamle dage fik efterårsferie, så de kunne deltage i markarbejdet.