Lodsning på Grønland
Foredrag ved lods Peer Bøje Brandenborg, direktør for DanPilot Greenland.
Tirsdag den 5. marts kl. 19.30 i Wiedergårdens festsal. Wiedergården 2, 2791 Dragør
Grønlands beliggenhed, størrelse, natur, fauna, flora og kultur har de seneste årtier fået større og større tiltrækningskraft på rigtig mange mennesker fra hele verden. Det har skabt en voksende turisme med mange og store krydstogtskibe til Grønland. Hvorfor har krydstogtskibene med rette fået myndighedernes opmærksomhed? Det er blandt andet fordi sejlads i grønlandske farvande er i en liga for sig – hvorfor? Opmålingen af de grønlandske farvande er meget spartansk målt med briller på de indre danske farvande. De klimatiske forhold er arktiske med temperatursvingninger og vindstyrker, der langt overstiger, hvad vi oplever på hjemmefronten. I større eller mindre omfang forekommer der is – i størrelse fra »isterninger« til store isbjerge. Der er kun mulighed for begrænset hjælp fra land, hvis stort uheld skulle ske. Dragør Museumsforening, Danmarks Lodsmuseumsforening og Lodsbåd 202’s Venner står for arrangementet.
Fri entré og alle er velkomne.
