Amagermuseet

Amagermuseet består af to firlængede gårde. Den gamle museumsgård blev erhvervet i 1921, mens Nordgård (hovedindgangen) blev en del af museet i 1973. Bygningerne er beliggende i St. Magleby også kendt som ”Hollænderbyen” på grund af de nederlandske (hollandske) indvandrere, der kom til Amager i 1500-tallet.  Amager Museumsforening blev stiftet i 1901 med henblik på at indsamle og bevare genstande, der belyser Amagers kulturhistorie. På trods af den geografiske nærhed til København har øen i generationer formået at opretholde en særegen lokal identitet, som tager sit afsæt i den hollandske indvandring. Den unikke lokale kulturarv er præsenteret i autentiske interiørrum og i tematiske udstillingsrum.

Museet har en enestående samling af gamle egnsdragter. Amagerdragten er en af Danmarks mest imponerende folkedragter, der markerede, at amagerne var helt særlige – på grønttorvet i København blev Amagerdragten også symbol på friske grøntsager.

I malerisalen hænger Julius Exners idylliske fremstillinger af Amagers bondekultur i anden halvdel af 1800-tallet. Derudover er der malerier af kunstnere som Jens Juel og Elisabeth Jerichau Baumann, mens Paul Fischer og Th. Philipsen er repræsenteret i stuerne på Nordgård.

Amagermuseet er en grøn og levende idyl. I den frodige bondehave vokser georginer, dahlia og andre smukke kulturplanter. Der dyrkes også rodfrugter og kål, som det har været gjort i århundreder på Amager.

For børn

Historien får ekstra liv i sommerferien og efterårsferien når karle og piger inviterer børn og barnlige sjæle til at tage del i de mange opgaver, der var på en gård omkring år 1900: Om sommeren er det tøjvask på vaskebræt, hjælp til smørkærningen, pandekagebagning i sommerkøkkenet, stopning og strikning, fodring af dyrene, opgravning og rensning af grøntsager og meget andet. Om efteråret skal der mostes æbler og slagtes høns og gæs! Det giver smag til den dejlige traditionelle grøntsagssuppe. Vi spiller også gamle spil – måske kan du slå bedstemor i dam! 



Læs mere om Amagermuseets arrangementer og særudstillinger ved at klikke [her


Amagermuseets nyttehave

Amagermuseet har en dejlig nyttehave, hvor museets frivilliggruppe dyrker nogle af de grøntsager, som hollænderbønderne solgte på markedet i København. I juli kan børn være med til at høste. Det er en god oplevelse at få jord under neglene og se hvor maden kommer fra!

Der er også blomsterbede med historiske sorter. I sensommeren blomstrer dahliaerne. Der er mange forskellige sorter, som er blev fremavlet på Amager gennem tiden.

I urtehaven indgår råvarerne i traditionelle egnsprodukter, som sælges i museumsbutikken, såsom marmelader, pickles og hjemmerørt sennep.