Eckersbergs Dragør

C.W. Eckersberg blev født i Sønderjylland nær Alssund. Han kom tidligt på Kunstakademiet, hvor han efter at være blevet tildelt Akademiets guldmedalje fik rejsestipendier, som muliggjorde seks års studieophold fordelt mellem Paris og Rom. Efter hjemkomsten udnævntes han i 1818 til professor ved Akademiet, hvor han gennem 35 år var en højt estimeret lærer. C. W. Eckersberg blev en afgørende fornyelse af dansk malerkunst, og i Dansk Kunstnerleksikon Weilbach skriver de blandt andet: "Tilnavnet "den danske malerkunsts fader" siger noget om hans placering i dansk malerkunst".

C.W. Eckersberg og Dragør
Eckersberg malede tre malerier med motiver fra Dragør. Dragør Museum har to malerier i sin samling, og det sidste findes på Louvre.

I 1994 blev maleriet "Dragør Havn" udbudt på auktion. Ny Carlsberg Glyptotek bød højere end Dragør Museum, men det viste sig, at Eckersberg havde malet to malerier med samme motiv. Antikvarboghandler Gert Knagsted skænkede sit Eckersbergmaleri til Dragør Museum. Maleriet er dateret 1830.

Gennem hele sit virksomme liv førte Eckersberg dagbøger. Disse fortæller os, at han mellem 1825 og 1833 besøgte Dragør seks gange. Vi har grund til at formode, at Eckersberg under sit besøg i Dragør den 27. september 1830 udarbejdede skitsen til det maleri, som nu udbydes på auktion. I hans dagbog står der blandt andet:

"En uoverseelig Række af Skibe passerede Sydefter. De russiske Skibe havde lettet tidligt i Morges. Giordt en interessant Tour med en Lodsbaad ud i Farvandet og toge to Lodser, een fra et tydsk Skib og én fra et svensk Skib…. Fra Dragør tilfods kl. 5 1/4 og hjem kl. 7 3/4. Aftenen var overordentlig skjøn". 
Kilde: Gunvor Petersen: "Dragør Lodseri 1684 - 1984", Dragør Lodsforening 1984, side 147.

Ny Carlsberg Glyptotek udgav i 1994 en publikation, hvor C. W. Eckersbergs Dragørmalerier beskrives. Om maleriet står der blandt andet:

"Eckersberg iagttager de daglige gøremål, i førstnævnte i en grad, så aktiviteterne på land helt overtager billedet og de passerende skibe nærmest virker som staffage. "Lodsbåden" er derimod et kompositorisk meget gennemført prospekt, hvor især det lave perspektiv give indtryk af fart og stærk trafik på Øresund - man ser henover bolværket, der løber parallelt med billedets horisont, ud på de ret store skibe, hvis tilstedeværelse har sat lodsen i aktivitet. Måske har Eckersberg siddet og tegnet det i en jolle, lige inden havnens udmunding i havet". 
Kilde: Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek,, 50. årgang, København 1994, side 102.

Maleriet "Lodsbåde i Dragør Havn", malet 1830
Motivet på dette maleri viser lodsbåde, som gøres klar ved molen. Den ene lodsbåd ligger uden for havneindløbet og er på vej sydover. De øvrige lodsbåde ligger inden for havne-indløbet, hvoraf den ene er klar til afgang, og de to andre er henholdsvis ved at blive afrigget og ligger til kaj.

Dragørs historie er i allerhøjeste grad knyttet sammen med lodsning af skibe gennem Øresund, og Dragør Lodseri er landets ældste kongeligt priviligerede lodseri, men en dokumenteret historie tilbage til 1684.

At det er lodsfartøjer ses blandt andet på den røde stribe, der er placeret i den agterste del af sprydsejlet, dels på fartøjernes klædning, hvor den næstøverste planke er overdimensioneret. At fartøjerne har været konstrueret således, er efter vores bedste overbevisning ny viden, som museet vil anvende direkte til en rekonstruktion af fartøjerne i forbindelse med en prioritering af lodseriets historie. Desuden viser maleriet en dragtmæssig tradition blandt lodserne.