Kalkdag - årets håndværkstema 2019

Dragør Museumsforening og Beboerforeningen for Dragør Gamle By arrangerer i fællesskab kalkdagen, der er årets håndværkstema. Vi mødes kl. 11 ved Beghuset på Dragør gl. Havn, hvor vi byder velkommen. Herefter vil byens egne murere fortælle om den gode kalkning og ulemperne ved at male eller bruge andre lignende materialer på husenes facader. Der bliver også fortalt om den korrekte kalkblanding og hvilken gul farve, der skal bruges i Dragør.  Herefter starter kalkningen af Beghuset, hvor der er mulighed for selv at prøve at kalke. Vi hører også om murernes arbejde med renoveringen af Dragør Museum og kalkningen af bygningen. 
Undervejs byder vi på en kop kaffe og et stykke kage. Kl. 13 går vi en byvandring, hvor vi ser på gode og dårlige eksempler på behandling af byens facader. 

Dragørs gamle huse har modtaget mange typer facadebehandling i årenes løb, men kalkning giver både det mest korrekte historiske udtryk og er samtidig den sundeste behandling af huset. Så mød op - lær om kalkning og prøv det selv - en viden og øvelse, der kan komme dit eget hus til gode.

Mødested: Beghuset, Dragør Havn