Ravnen

Ravnens  historie

1880: Bådebygger Peter Bjerg, Helsingør, bygger Ravnen til Dragør Lodseri som en klinkbygget, gaffelrigget åben båd. Som lodsbåd var den indvendigt forsynet med et skandæk, som lodserne stod på, når de entrede skibene eller gik fra borde.

1903: Ravnen får indlagt en BMC-motor med 39 HK - en motor, som blev anvendt i datidens londontaxier.

1911: BMC-motoren udskiftes med en Dan-motor.

1915: Ravnen ophører med at være lodsbåd og bliver forsyningsskib til Drogden fyrskib.

1927: Dragør Lodseri sælger Ravnen, som indtil 1973 sejler som postbåd til Saltholm.

1970: Der installeres ny motor med selv-starter.

1973: Ravnen sælges til privat ejer som fritidsfartøj.

1978: Som meget forfalden båd skifter Ravnen til ny privat ejer og sættes grundigt i stand. Den forsynes her med dæk og to ruf.

2009: Museum Amager køber Ravnen, som, efter at have været udstillet bag Dragør Museum, med mast og bomme bliver anbragt på nuværende plads.

2018: Under supervision af Museum Amager og Skibsbevaringsfonden indleder en gruppe frivillige fra Danmarks Lodsmuseum en renovering af Ravnen.

Fakta om Ravnen

Længde: 28 fod

Bredde: 10 fod

Mast, længde: 10,30 m

Storsejl, areal: 38 m2

Rig: Gaffelrig

 

Renovering af Ravnen

Ravnen fortæller på konkret vis om en periode af Dragørs og lodseriets historie - om lodseriets hårde vilkår og om datidens bådebyggeri. Det er det overordnede mål, at Ravnen efter renovering kan formidle denne historie. Det skønnes, at Ravnen ville gå til grunde i løbet af få år, hvis den ikke blev renoveret. Det er hensigten, at arbejdet sker i et åbent formidlende værksted, hvor besøgende kan få indblik i tidligere tiders bådebyggeri, og hvor der af frivillige vil blive fortalt om lodseriet og Dragørs rige søfarts-traditioner.

Det er IKKE målet, at Ravnen skal bringes i sødygtig stand. Den skal istandsættes som en et varigt ikon for Dragørs lodseri og Museum Amagers formidling af Amagers historie.

I løbet af vinteren 2018/19 har frivilliggruppen på baggrund af arkivmateriale fastlagt niveau for renoveringen.

Det er dog hensigten, at Ravnen skal tilbageføres som en gaffelrigget åben båd.

Arbejdet skønnes derfor blandt andet at omfatte:

  • fjernelse af ruf og dæk
  • fjernelse af skrue og resterende motordele
  • udbedring af skader på stævn, fribord og ræling
  • evt. indsætning af skandæk
  • renovering af mast, bom og sejl
  • relevant forstærkning af spanter, borde m.m.

Dragør Lodseri

Dragør Lodseri er Danmarks ældste Lodseri. I 1684 gav Christian V seks lokalkendte, søkyndige folk fra Dragør eneret på at lodse skibe igennem farvandet ud for Dragør.

Lodshuset blev bygget i 1823 og er den ældste lodsstation i Danmark. I 1910-14 blev Dragørfortet anlagt, og lodserne mistede  udsigten fra "Kikkenborgen" på taget. I stedet blev det 15 meter høje lodstårn opført. Lodshuset og tårnet blev fredet i 1987.

I 2006 flyttede lodserne fra huset, som nu rummer Danmarks Lodsmuseum. Lodserne arbejder nu fra en bygning yderst på havnen som en del af DanPilot. 

Farligt farvand

Øresund har altid været en hoved-færdselsåre for sejladsen til og fra landene omkring Østersøen.

Øresund rummer mange lavvandede grunde, snævre sejlrender og vanskelige passager, som gør Øresund farefuldt at passere for den, som ikke er godt kendt.

Fra tidernes morgen har lokale søfolk gjort det til en levevej at tilbyde deres viden om farvandet til de skibe, som skal igennem Øresund. 

Frivilligt arbejde

En gruppe frivillige arbejder ihærdigt på at få renoveret Ravnen. 

Læs deres arbejdsdagbog her.